Om Friheden
Rundt om Friheden
De 4 afdelinger, Friheden 1, Friheden VI, Lille Friheden og Langhusene, ligger i den sydlige del af Hvidovre Kommune, men udgør trods placeringen en central rolle i Hvidovre.
Til og fra Friheden
Boligområderne ligger særdeles attraktivt hvad angår transport med ca. 8 km. til centrum af København.
Få hundrede meter fra Friheden I, Friheden VI og Lille Friheden ligger Friheden station, ligesom Langhusene ligger tæt på Avedøre Station. Fra stationerne er der hyppige togafgange og busforbindelser, som kan bringe dig på tværs af S-togs nettet og rundt i den øvrige del af Hvidovre.
Indenfor få minutters kørsel er der tilkørsel til motorvejsnettet samt hovedveje som fører mod København, Køge og Rødovre.
Havn og strand
Ganske tæt på boligområderne ligger Hvidovres Lystbådehavn. Her finder du en hyggelig lille havn med masser af liv, herunder restauranter, søspejdere og forskellige bådklubber og kajakklub.
Området fra havnen og ind mod København hedder Lodsparken og består af store græsarealer med hyggelige stier til fx. Valbyparken. Følges stierne er det muligt at gå hele vejen ind til Købenavn langs vandet.
I forlængelse af Lodsparken finder du Hvidovre Strand. Stranden er idel for børnefamilier da vandet er roligt og ganske lavvandet.
Langhusene ligger tæt på Brøndby Havn og Brøndby Strand, hvor der er restaurant, ishus og legeområder.
Fritidsaktiviteter
Der er stort set alle former for sport og fritidsaktiviteter i Hvidovre Kommune. Tæt på området ligger Frihedens og Avedøres idrætscenter med adgang til flere sportsgrene som fx. ishockey, curling, kampsport, fodbold, håndbold, gymnastik, svømning og meget andet.
I Friheden I, Friheden VI og Lille Friheden har vi egne klubber der byder på flere forskellige aktiviteter som billard, gymnastik, hundeklub, cykelværksted, håndarbejde og meget andet.
I Frihedens Butikscenter ligger et stort fitnesscenter, som er bygget i 2015.
Indkøb
Ved Friheden VI ligger Frihedens Butikscenter, som indeholder to store supermarkeder og flere mindre specialbutikker.
Ved Avedøre Station tæt på Langhusene ligger to store supermarkeder og flere mindre specialbutikker.
Skoler og institutioner
Tæt på områderne er der fem skoler og to fritidscentre for børn og unge. Der findes desuden mange børnehaver og vuggestuer i området.