Helhedsplanens udvidede ABC

Her kan du finde information i stikordsform om helhedsplanen. Kan du ikke hvad du søger eller finder links der ikke virker, så kontakt beboerkoordinator Jens Peter Skaarup på jps@kab-bolig.dk, der efterfølgende vil forsøge at opdatere afsnittet med den information du efterspørger. Vi gør opmærksom på at listen løbende udvides.
 

Afdækninger
Alle gulve i arbejdsområder i lejligheden vil blive afdækket, mens byggearbejderne pågår. Møbler vil blive afdækket i nødvendigt omfang, når der foregår støvende arbejder. Beboerne får udleveret afdækningsplast til brug for supplerende afdækning af tv med videre. Mangler du afdækningsplast så kontakt den relevante entreprenørs koordinator. Oversigt kan ses her.


Affald
Når arbejderne i blokken opstartes, vil samtlige affaldsskakte blive nedlagt. Affald skal herefter sorteres og bortskaffes på affaldsøer placeret på terræn, se kort over placering på side 10. Det nye affaldssystem rottesikres. Affald sorteres som følger:

• dagrenovation
• pap
• papir
• glas
• batterier
• elpærer


Arbejdstid - se håndværkernes arbejdstid


Badevogne
Når installationsarbejderne i opgangen igangsættes, vil det ikke være muligt at benytte badeværelset i din lejlighed. Hver lejlighed vil i den periode råde over et privat badeværelse/badevogn, som er opstillet på parkeringsplads eller grønne arealer, som angivet på byggepladsplanen. Beboerne vil i denne periode selv skulle sørge for rengøring af badevogn og selv sørge for toiletpapir, sæbe og håndklæder. Beboerne skal aflevere badevognen i samme stand som modtaget. Hver familie får deres egen nøgle, der passer til badevognen.


Beboerkoordinator
Til byggesagen er tilknyttet beboerkoordinator ansat af Friheden, og derudover vil begge storentreprenører stille en koordinator til rådighed. Se i øvrigt under informationsvogn.
 

Brugervejledning
Når arbejderne er afsluttet vil alle beboere modtage en vejledning om brug af alle nye materialer f.eks vinduer, og en vejledning i rengøring af de nye ting mm. Brugervejledningen udleveres når arbejdet af hver enkel bolig er afleveret.


Børn og byggeplads
Entreprenør vil instruere børn i, hvordan de skal færdes sikkert i bebyggelsen mens byggesagen pågår. De afspærrede byggepladsområder skal respekteres. Ser du børn lege i disse områder, så tag en pædagogisk snak med dem omkring sikkerhed.


Cykler
Eksisterende cykelstativer langs facader vil blive demonteret når arbejderne påbegyndes i blokken. Stativerne placeres midlertidigt på græsarealer, indtil de nye cykelstativer langs facader er etableret.


Efterreparationer i lejligheder
Vinduesudskiftning
Beskadiget tapet efter nedtagning af vinduer og indfatninger vil blive fjernet/skåret rent. Kanten vil blive spartlet og der vil opsættes væv, filt eller savsmuldstapet så tæt på eksisterende overflade som muligt. Har beboerne selv gemt et stykke tapet som tilsvarende, kan dette opsættes. Beboer skal selv foretage den afsluttende malerbehandling.

Ventilation
I forbindelse med boring af huller i vægge til installationskanaler, kan der opstå skader på vægge. Huller repareres som beskrevet under vinduesudskiftning. Omfang af huller er angivet i procesplanen for de enkelte lejligheder.

Badeværelser
Følgende arbejder foregår uanset hvilken type badeværelse man har, og hvilken type renovering man vælger:

• Terrazzogulve repareres med materiale så tæt på eksisterende overflade som muligt, og hele
gulvet poleres.
• Flisegulve repareres med fliser så tæt på oprindelige fliser som muligt. (Hvis beboerne har
tilvalgt at evt. eksisterende gulvfliser skal fjernes, demonteres fliserne, terrazzogulvet repareres
og afsluttes med polering).
• Malede vægge repareres, spartles og afsluttes med malerbehandling.
• Vægge med fliser repareres med fliser så tæt på de oprindelige fliser som muligt.
• Vedrørende øvrige arbejder henvises til tilvalg/tilkøb.


Forsikringsforhold
Beboerne anbefales at tegne indboforsikring eller orientere sit forsikringsselskab om, at der skal udføres renovering af bebyggelsen og inde i boligerne. I tilfælde af skader på inventar under udførelsen vil entreprenørens forsikring dække skaderne. Friheden har tegnet en selvstændig forsikring til byggesagen, der dækker skader på indbo i et begrænset omfang. Du kan finde standardbrev til dit forsikringsselskab her.

Forsyningsafbrydelser – El
Elinstallationer i blokkene kan desværre ikke afbrydes opgangsvis, så der må påregnes forsyningsafbrydelser, selv om der ikke arbejdes i din opgang. Afbrydelserne vil naturligvis blive varslet, og kun foregå i arbejdstiden. Årsagen er, at Friheden er opbygget med en fælles installation for flere opgange i stedet for som normalt, med en installation pr. opgang.

Fotoregistrering
Både storentreprenør 1 (udvendige arbejder + vinduer) og 2 (indvendige arbejder) vil foretage en grundig fotoregistrering af lejligheden inden arbejderne igangsættes. Foto skal tjene som dokumentation for eksisterende forhold, og for tilrettelæggelse af arbejderne i badeværelse og køkken.

Færdsel i bebyggelsen
• Pas på tung trafik og benyt altid fodgængerfelter opmærket med hvide striber
• Overhold entreprenørens skiltning
• Respekter afspærringer og håndværkernes arbejdsområder
• Pas på glatte og ujævne køreplader og overgange

Der vil være daglige materiale- og affaldstransporter ved hjælp af kraner, lifte, gravemaskiner m.m.

Færdsel i trappeopgange
• Trapper er afdækkede – pas på evt. løs afdækning og informer straks beboerkoordinatoren, hvis det skulle være tilfældet.
• Der hejses materialer i trappeopgang – respekter vagter og forbudsskilte
• Elforsyning til byggesagen trækkes via trappeopgang – pas på ledninger

Færdsel omkring blokke
Hele blokken hegnes ind, og området er kun tilgængeligt for entreprenør. Der etableres overdækkede gangbroer til alle opgange og kældre, der skal sikre beboerne uhindret adgang til trapper og boliger. De udvendige arbejder udføres fra lifte, platforme og stilladser.

 

Genhusning
Der er i byggesagen to genhusningssituationer, en i forbindelse med ændring af karnap til fransk altan og en i forbindelse med miljøsanering. Det betyder at beboerne i de små lejligheder (38 og 50m2) muligvis vil blive genhuset to gange.
1. Beboerne i de små lejligheder (38 og 50m2) genhuses i ”beboerhotel” på byggepladsområde i ca. 14 dage, da det ikke vil være muligt at opretholde redningsåbninger i lejligheden, når karnap ændres til fransk altan. Beboerne skal selv medbringe sengetøj, diverse køkkengrej, madvarer og personlige ejendele.
2. Beboerne i de små lejligheder (38 og 50m2) vil muligvis genhuses i “beboerhotel” i maksimalt 4 dage (1-3 overnatninger). De meget få berørte beboere vil få direkte besked.

Har man mulighed for at “flytte ud”/overnatte andet steds, og ønsker man ikke at gøre brug af beboerhotellet, skal dette fravælges under afsnittet beboertilvalg og -tilkøb.
Beboere med særligt behov, og beboere der skønner at de ikke kan være i egen bolig under renoveringen, bedes kontakte beboerkoordinatoren på byggesagen, således at denne kan få et overblik over behovet. Da der kun er låneboliger i begrænset omfang, kan beboerne opleve at blive afvist, selvom de har et ekstraordinært behov.


Håndværkernes arbejdstid
• Mandag til torsdag fra 7.00 – 18.00
• Fredag fra 7.00 – 16.00

Der arbejdes ikke fra fredag kl. 16.00 til mandag morgen kl. 7.00. Derudover arbejdes ikke på følgende dage:

• 1. maj
• Grundlovsdag
• Helligdage (Påske, Store Bededag, Pinse, Kr. Himmelfart, 1.-2. juledag, 1. januar)
• Fredag efter Kr. Himmelfart
• 24. december (juleaften)
• 31. december (nytårsaften)


Husdyr i lejligheder
Husdyr kan ikke opholde sig i lejligheder i den periode de indvendige arbejder pågår. Arbejderne støjer, og håndværkerne skal have adgang til alle rum.


Informationsmøder
Der vil inden byggestart blive afholdt et informationsmøde, for alle beboere i hver etape, hvor rådgivere og entreprenører vil gennemgå tidsplan, byggepladsforhold og byggeproces.

Etapemøde afholdes – 22.10.2015
Inden arbejderne i blokkene igangsætte vil der være mulighed for at deltage i blokmøde, hvor der informeres mere detaljeret om arbejderne i lejlighederne herunder varslinger. Alle vil modtage en invitation.


Informationsvogn
Informationsvognen er placeret ved ejendomskontoret, som angivet på plan. Informationsvognen er åben:

• mandag, onsdag og fredag fra 8.00 – 9.00
• samt tirsdag og torsdag fra 16.00 – 17.00

I ferieperioder vil/kan informationsvognen være lukket. I informationsvognen vil der være opstillet computer, så byggesagen kan følges. Det vil være muligt at se prøver på håndvaske, blandingsbatterier og bruserarmaturer, væghængte toiletter, emhætte med mere.

Byggesagens beboerkoordinatorer vil være til stede i informationsvognens åbningstid. Beboerkoordinatorer vil kunne hjælpe med tilkøb, tilvalg og svare på spørgsmål vedr. byggesagen.
Byggekoordinator for den indvendige entreprise Mathias Jakobsen svarer på spørgsmål der relaterer sig til arbejderne i din bolig samt forhold vedrørende badevogne og tørklosetter.
Byggekoordinator for den udvendige entreprise Nicki Ottevig svarer på henvendelser vedr. de udvendige arbejder i din bolig samt praktik i forbindelse med vinduesudskiftning og tømning af kælderrum.
Rådgiverens byggekoordinator Sara Bak besvarer henvendelser vedr. overordnede projektmæssige forhold, tidsplaner, mangelgennemgang og udbedring af mangler, sikkerhed mv.

Kælderrum
Alle kælderrum inkl. cykelkælder og barnevognsrum skal ryddes, så håndværkerne kan skifte vinduer og udskifte installationer i kælder. Entreprenør vil varsle tømning af kælderrum og tilbageflytning til kælderrum. Der udleveres 10 flyttekasser pr. bolig. Flyttekasser afhentes i informationsvogn eller et nærmere anvist udleveringssted, tæt på der hvor arbejdet udføres. Flyttekasserne udleveres ifm. blokmøderne, dvs. ca. 1 måned før opstart af renoveringsarbejderne. Alle effekter/flyttekasser skal mærkes og placeres i afmærkede aflåste trådbure, som stilles til rådighed af entreprenør. Entreprenør vil kvittere for trådbure. Trådbure opbevares i aflåste skibscontainere.

Mangler
Entreprenøren kontrollerer alle arbejder og udbedrer eventuelle mangler. Beboerne skal registrere eventuelle mangler, når entreprenør har afsluttet mangeludbedringen. Rådgiver udfører derudover mangelgennemgang, og sikrer udbedring af de sidste oplistede mangler.

Midlertidige installationer i trappeopgang
Når installationer nedrives i lejligheder, vil der blive opstillet midlertidig vask med vandhane (koldt vand) og afløb i trappeopgang på hver etage.

Miljøarbejder og eventuel genhusning i den forbindelse
Der er i enkelte boliger konstateret miljøfarlige stoffer, der kræver at der tages særlige forholdsregler når arbejderne pågår. Der er tale om meget få boliger, hvor vi konstaterer asbest i gamle flisefuger eller fliseklæb, vi er nødt til at gennemføre denne kortvarige genhusning. I skrivende stund (maj 2017) har vi arbejdet i knap 600 boliger og kun i en enkelt bolig er der udført regulær asbestsanering. Konstaterer vi asbest i din bolig vil du få direkte besked.
Skal der foretages miljøarbejder i din bolig gælder følgende retningslinjer. Beboere i de små lejligheder (38 og 50m2) skal flytte på beboerhotel i de 1-4 dage (1-3 overnatninger) asbestsaneringen tager, da sluser og afdækninger vil spærre entré og færdsel i lejligheden.

Nøgler og nøglebokse
Aflevering af nøgler skal ske til ejendomskontoret, der overdrager dem til entreprenøren (der kvitterer for modtagelsen), når arbejdet i den enkelte blok påbegyndes. Nøgler vil blive placeret i nøglebokse, som monteres på entredøre. Nøgleboksene der anvendes er godkendt af forsikringsbranchen. Alle håndværkere er instrueret om at lejligheder ikke må forlades uden at entredør er låst. Hvis du ikke afleverer nøgler rettidigt, har boligorganisationen ret til at skaffe sig adgang til din lejlighed med låsesmed. Aflevering af nøgler er meget vigtig, da en låst dør vil stoppe / forsinke byggeriet, da arbejderne hænger sammen etagevis (som f.eks. vandrør, afløbsrør, m.v.). Manglende nøgler koster både tid og penge.

Opvaskemaskine
Opvaskemaskiner i lejligheder vil ikke kunne bruges i byggeperioden hvor vand- og afløbsinstallationer ikke fungerer. Har beboerne en opvaskemaskine installeret, vil opvaskemaskinen blive tilsluttet igen.

Parkering
Parkeringsarealer vil være begrænsede i hele byggeperioden. Man må således forvente at skulle gå lidt længere til sin opgang end normalt.

Postkasser
Postkasser vil blive nedtaget og opsat midlertidigt, mens facader istandsættes / isoleres. Når de nye isolerede facader er monteret, vil postkasser blive genopsat under ny overdækning.

Proces- og tidsplan i de enkelte lejligheder
I logistikplanen er vedlagt en proces- og en tidsplan, som angiver de enkelte arbejders varighed i lejligheder.

Rydning af inventar mm
I procesplanen for de enkelte lejligheder er angivet hvilke områder der skal ryddes for møbler, ting på vægge mm., så der er plads til at håndværkerne kan udføre deres arbejde. Inventar kan opmagasineres i trådbure om nødvendigt (se også pkt. kælderrum).

Støv og støj
Alle arbejder vil medføre en del støv og støj, men vil være underlagt Hvidovre Kommunes krav, som angivet i ”Forskrift for begrænsning af gener fra støjende og vibrerende bygge- og anlægsaktivitet” blandt andet:

• arbejder skal varsles
• støj max 70 dB(A)
• vibration max 80 dB

Da Friheden er et betonelementbyggeri vil støj og vibrationer desværre forplante sig i blokken, selvom der ikke lige arbejdes i din opgang.

Tilvalg og tilkøb
Tilvalg og tilkøb er beskrevet detaljeret i materialet bagerst i beboerlogistikplanen.

Badeværelser:
Der kan vælges mellem forskellige typer indretning af badeværelset (kun i badeværelsestypen med
dør placeret i endevæggen); fliser på vægge, behandling af gulve i badeværelser, spejl med lampe, valg af størrelse på håndvask samt
eventuelt tilkøb af skab til håndvask.

Vindue ved altan:
Der kan vælges mellem stor oplukkeligt vindue eller todelt vindue i altanparti.
Hvis der ikke foretages noget valg af løsning til indretning af badeværelse eller altanparti, vil der
blive udført en standardløsning i boligen.
Standardbadeværelse: type 2C
Standardvindue: stort vinduesparti (som eksisterende).

Tørkloset
I perioden hvor vand- og afløbsinstallationer ikke fungerer i lejligheder, vil det blive tilbudt at få stillet et tørkloset til rådighed. Tørklosettet placeres f.eks. i værelse eller stue. Entreprenør vil tømme tørkloset mandag, onsdag og fredag.

Vagt
Alle bedes respektere, at vagtordningen udelukkende er for akutte henvendelser, som vedrører renoveringen i tidsrummet fra 15.00-07.00.

I forbindelse med de indvendige arbejder med badeværelse og ventilation kan FLD's vagt kontaktes ved brud på vandinstallationer eller faldstammer, elafbrydelser, defekte badevogne, svært mangelfuld rengøring kontaktes på 30 16 08 86.

I forbindelse med de udvendige arbejder (vinduesudskiftning, tag- og facadearbejder, udearealer) kan A&K's vagt træffes på 70 11 12 14 (f.eks. ved løse stilladsdele under storm, manglende isolering ved vinduer, vand ind i boligen i forbindelse med arbejder over tag, manglende afdækning, der udgør en fare for beboerne).


Varslinger og information
Alle arbejder herunder forsyningsafbrydelser vil blive varslet af KAB og entreprenør i henhold til gældende regler og KABs regler herom. Varslinger sker skriftligt og omdeles i beboernes postkasser. KAB varsler beboerne 3 måneder inden arbejderne igangsættes.

Varslinger, generelt:
• Entreprenør varsler og informerer beboerne 2 uger før arbejderne.
• Entreprenør varsler og informerer beboerne 3 dage før arbejderne.
• Entreprenør varsler alle midlertidige forsyningsafbrydelser og rydning af kælderrum.
• Entreprenør varsler og informerer om fotoregistrering og flytning af møbler m.v.
• Entreprenør afvarsler og omvarsler hvis der opstår uforudsete situationer.
• Entreprenør varsler mangelregistrering, mangelafhjælpning og færdigmelding.

Alle øvrige varslinger varetages af entreprenører.

Vaskerier
Vaskerier vil i en kort periode være aflukkede, mens der omkobles til midlertidige installationer. Lukningen af vaskerierne er max. 4 timer ad gangen og der varsles inden. Der henvises til satellitvaskeriet, beliggende Hvidovrevej 355, i disse perioder.

Vaskemaskiner
Vaskemaskiner i lejligheder vil ikke kunne bruges i byggeperioden hvor vand- og afløbsinstallationer ikke fungerer. Har beboerne en vaskemaskine installeret, vil vaskemaskinen blive tilsluttet igen.