Et livsstykke i Friheden

Her fortæller Grethe Seitzberg om sit liv i friheden, Klub 510, om Amar-banden og alle dyrene, blandt andet geden Mikkeline, som boede hos familien. Hun fortæller også om alle de ting, blandt andet bridge, poker, børn og børnebørn, der holder hende i gang efter arbejdslivet. For man skal beskæftige sig med noget og følge med, fortæller Grethe Seitzberg. 

 

John Rasmussen, beboerrådgiver

Grethe Seitzberg åbner døren og siger på sin meget hjertelige facon, Kom da ind John. Kaffe? spørger hun venligt.

Jeg siger ja, tak og går ind i hendes spisestue og ud på altanen, hvor der er en dejlig udsigt til de grønne arealer i Friheden.

Grethe Seitzberg kommer ind med kaffen og hun siger, Ja, er det ikke en vidunderlig udsigt. Jeg nyder den hver dag.

Det er bestemt en dejlig grøn udsigt, træer, buske og græsplæne og denne dag også en blå himmel.

Vi sætter os ved sofabordet og Grethe Seitzberg begynder at fortælle.

Fra Nørrebro og ud i Friheden

Jeg har boet i Friheden i 50 år den 1. april 2013. Jeg flyttede ind som 30 årig. Det er kun mig der boet i denne lejlighed. Jeg havde fire børn og en mand.

Jeg voksede op inde på Nørrebro. Jeg og min mand havde fået tre børn og vi havde en meget lille lejlighed i det der hedder Rosengaarden. Når man skulle se hvordan vejret var, inde fra lejligheden, så skulle man lægge sig på gulvet og kigge op. Så tæt stod nabohusene. Der var fire skraldespande i en smal gård og en masse dansende rotter.

Der var altså ikke plads til os og nu havde vi tre børn og en fjerde var på vej, så vi skulle ud og have noget større.

Jeg løb derfor meget inde i, jeg tror det hedder Magstrædet, hvor man kunne blive skrevet op. Jeg var derinde en gang om ugen for at få noget at bo i.

Så fik vi lejlighed i Friheden. Det var stort!

Friheden, bare ordet ikke!

Vi kendte ikke stedet, så vi løb herud hver weekend, inden det var færdigt. Og så kravlede vi op ad trappen, inden der var sat rækværk op.

Der kom også en der var el-formand for byggeriet og han sagde, ”Hvad laver i her?”.

Vi sagde, flove, ”Undskyld!”

Og tænk, han og hans kone, det blev nogle af vores bedste venner.

Det var noget helt andet end det vi kom fra. Der var lys og det var planlagt byggeri. Der hvor vi boede, når jeg stod og lavede mad, så kunne jeg se lige ind i køkkenet i nabobygningen og vi kunne høre deres samtaler, så tæt var vi.

Det var en drøm, det her!

Vi gav 170,00 kroner i husleje i Rosengaarden om måneden og skulle give 333,00 kroner med varme herude. Dét var mange penge.

 

Hunden Nero i Friheden

Så vi kom herud med tre børn og et på vej. Jeg tænkte, der må ske et eller andet med økonomien. Jeg gik over til varmemesteren og talte med ham. Så fik jeg otte trappeopgange jeg kunne vaske.

Og gik jeg over på Strandmarksskolen og spurgte om jeg kunne få noget arbejde der. Derefter gjorde jeg rent der fra klokken 05.00-07.45. Så kunne jeg nå, at komme hjem og sørge for mine børn. Alt skulle bare gøres klart om aftenen før, sådan noget som badning, lægge tøj frem og madpakker.

Så alt klappede bare.

De byggede stadig da vi flyttede ind. Man flyttede ind i opgangene med 14 dages interval.

Den ældste af vores børn var syv år da vi flyttede herud. Hun kan huske forskellen på at bo inde på Nørrebro og herude.

Vi talte netop den anden aften om en stor hund der hed Nero. Nero boede nede ved vandet. Den var stor som en halv hest. Den kom hver eneste aften, uden ejer, når klokke var 17.30-18.00. Den satte sig nede foran vinduerne og sagde ”Vuf”. Så kunne børnene gå hen og får en ridetur på den. Hen til hjørnet og tilbage til opgangen. Bagefter sagde den ”Vuf” igen. Og så skulle den have noget at spise. Mine børn elskede Nero. Alle børn elskede Nero, han var så mild.

Efterhånden blev Friheden fyldt op. Det var godt for os, selvom jeg nu godt ville have haft noget større end vores tre værelses lejlighed til os seks, men det kunne man altså ikke den gang.

Og som mine børn siger, ”Mor, vi er blevet sociale.” Man lærer at indordne sig, fortæller Grethe Seitzberg.

 

Klub 510 og alle dyrene

På et tidspunkt i 60´erne blev jeg spurgt af klubben herovre (Klub 510, som nu er nedlagt, JR) om jeg havde lyst til at komme over og arbejde der? Og mig og børn, det passer godt sammen. Så, det sagde jeg ja til. Jeg arbejdede i lille- fritidsklub og ungdomsklub.

I Klub 510 syede jeg lædertøj med børnene. Jeg er jo uddannet nørklerske, men når man er i en klub, så er man ret alsidig. Jeg havde også foldboldspigerne og fodboldsdrengene, som jeg trænede på Langhøjskolen. Og så havde jeg også nogle af de mindre til jazzballet.

Det handlede nu om, at vi lyttede til børnene, for det dur ikke, at tvinge dem til jazzballet eller at sy læder. Vi havde også så mange gode fester og arrangementer.

Der skete nu også voldsomme ting, som da Amar-banden kom og truede med cykelkæder. Jeg skulle på arbejde, lige efter jeg for øvrigt havde været til køreprøve, men de lod mig ikke komme ind i klubben. Og så skulle de nok ondulerer mig, sagde de. Der var mange mennesker, for der havde været larm. Min mand var der også. Til ham råbte de unge fra Amar-banden, ”Du ser hende ikke mere!”

Jeg prøvede at bruge min fornuftige måde at tale på. Og tænk, det endte heldigvis kanongodt. Vi fik talt sammen og kunne sige pænt farvel til hinanden.

En af dem kom faktisk senere til en af vores ungdomsfester, alene, og det var endda en af dem der havde råbt højest.

Ellers har der været mange gyldne oplevelser.

 

Nede på byggelegepladsen (som i dag er nedlagt JR) der skulle vi have nogle dyr. Børnene skulle lære, at omgås dyr og behandle dem ordenligt. Jeg fik nogle forældre til at skaffe togsveller og vi byggede legepladsen.

Jeg kørte til Tingbjerg. Her betalte jeg en skilling for to geder, Bedstemor, og Bedstefar. Jeg kom også hjem med kaniner. Børnene og jeg skulle passe dyrene. Børnene kom ligesom op til en ”køreprøve” og havde lektier for hjemme om, at behandle dyrene ordentligt.

Hold da op, hvor de levede sig ind i det og hvor var de gode ved dyrene. Det var en succes.

Bedstemor fik tvillinger. Jeg var ovre på byggelegepladsen næsten hele tiden. Jeg var helt rundt på gulvet af glæde. Men desværre blev Bedstemor ved med at sparke til den ene af ungerne. Det var lillepigen. Hun fik bare los af moren og hun måtte ikke komme til patten.

Jeg blev ked af det og ringede til dyrlægen. Han fortalte, at jeg ikke kunne gøre ret meget, udover hvis jeg kunne tage den med hjem og give den mælk. Den skal have sutteflaske hver anden time. Indtil den kommer godt ved muffen, hvis den overhovedet kan klare det, fortalte dyrlægen.

Jeg tog geden med hjem og den fik mælk. Når jeg smurte madpakker, så lukkede jeg køkkendøren, så blev den ude hos mig, hvor den fik pålægschokolade og alt, hvad den godt kunne lide.

Det var en lille grå bjergged. Hele familien lå på gulvet og så skulle den kravle over ryggen af os. For den skulle jo lære at begå sig.

Det værste var nok, Grethe Seitzberg skrubgriner, når jeg kom gående med geden i centret derovre, med halsbånd, med et lille rødt hjerte og en 25 øre, hvis den skulle blive væk (Den gang kunne man ringe for en 25 øre i en telefonboks JR). De andre folk troede vist, at jeg var bindegal. Der kom jeg med mit lange flagrende røde hår og med en ged. Når familien tog på camping på Røsnæs, så hoppede der fire unger, en ged og en kanin ud af min bil. Grethe Seitzberg griner ved tanken.

Jeg møder stadig mange af børnene i dag. Enten hedder jeg Mor Danmark eller Mor Grethe. Det er altså hyggeligt at møde dem, selvom jeg ikke kan huske dem alle sammen. Nu kommer de med barnevogn og nogle af dem skal være farfar eller farmor. Det er altså sjovt.

Jeg var vel i syv år i Klub 510. Så tog jeg uddannelse som pædagog og blev headhuntet til Amager, på Brydes Allé. Der var jeg så i mange år. Der havde vi en skøn leder. Han hed Rinaldo og var italiener. Da jeg fyldte 50 år stod han i den døråbning. Grethe Seitzberg peger på døren fra stuen og ud til altanen, hendes øjne gnistrer mens hun fortæller, og han sang ”O solo mio”. For han havde været operasanger i Italien.

I fritiden sad jeg heller ikke stille. Jeg startede blandt andet håndboldklub og dartklub op i Friheden. Det var sjovt, meget sjovt, men det er en anden historie, fortæller Grethe Seitzberg smilende.

 

Man skal holde sig i gang og følge med

Jeg kan i øvrigt godt lide at være blandt mennesker, fortæller Grethe Seitzberg. Jeg kan godt lide at komme ud, røre på mig, at se noget andet. Så jeg spiller bridge to gange om ugen, nogle gange tre gange. Vi var lige af sted til Falster i fem dage, hvor spillede bridgeturnering.

Vi havde en tandlæge, som gik meget op i vores familie. En gang sagde jeg til hende, at hun skulle begynde at spille bridge og hun skulle gå i gang inden hun holdt op på arbejdsmarkedet.

Nej, sagde hun, det går ikke. Det kan jeg slet ikke finde ud af.

Og hvad gør hun nu? Hun spiller bridge på onsdagsholdet på Sønderkær Skole. Så hende og hendes mand møder jeg til vores generalforsamling i bridgeklubben.

Så spiller jeg også poker hver tirsdag og jeg synger i Hvidovre Kor. Det ældste kor der er herude. Der går jeg hver mandag. ´

Jeg kan også godt lide foredrag og se teater. Jeg tager ud og ser vores amatørscene i Hvidovre. Det er fantastisk! Det ligger nede på Byvej. Vi er tre piger som har kommet derude i mange år. Først spiser vi, så går vi ind og ser første akt. Så er der kaffe og kage og så går vi ind og ser anden akt. Det er en dejlig aften med glade mennesker. Vi har for eksempel set Festen og næste gang er det Bjørnen.

Så tager jeg også til teater andre steder, hvor der er noget spændende og som passer til pengepungen. Alt hvad der rører sig, vil jeg gerne med til. Når man er op i årene er man nød til at beskæftige sig med noget og følge med.

Ja, og så er der jo børn og børnebørn, som også skal passes. De er delt godt ud, en i Paris, en her i Hvidovre, en på Amager og en i Kalundborg.

Grethe Seitzberg griner, da hun slutter af med at sige, Og så skal helbredet jo også passes.

 

 

Socialt Samvær, er ren og skær hygge

 

Marianne Andresen har startet Socialt Samvær. Her fortæller hun lidt om sig selv, hvad de laver i Socialt Samvær og hvorfor hun laver frivilligt arbejde.

Socialt Samvær er præcis, hvad det giver sig ud for; Socialt Samvær.

Måske er det også noget for dig?

 

John Rasmussen, beboerrådgiver

Det summer af liv, snakken går og der grines i kælderen Hvidovrevej 508, hvor jeg skal møde Marianne Andresen kl. 18.30, en onsdag.

Store og små, voksne børn og unge hilser og komme med eller modtager friske bemærkninger. Her er vel omkring fjorten eller seksten beboere fordelt i køkken-alrum og billardlokale.

Marianne Andresen og jeg sætter os midt i den gode stemning, ved et bord med en kop kaffe og Marianne fortæller, Jeg har boet i Friheden i fireogtredive år. Oprindeligt kommer jeg fra Vesterbro. Inde fra hjørnet af Saxogade og Mathæusgade. Der boede jeg til jeg var 21 år og så flyttede jeg hertil.

Jeg skulle flytte fordi vi blev saneret og huset skulle rives ned. Så vi blev tilbudt en lejlighed i Istedgade, men det var ikke noget, syntes jeg.

Og så fik vi tilbudt en lejlighed her i Hvidovre. Og det var så den, her i Friheden. Jeg bor stadig i den samme lejlighed. Jeg har to voksne børn og to børnebørn.

Her er plads til alle

I Socialt Samvær sker der det, at mange af mændene jo spiller billard, forklarer Marianne Andresen, men Anne og Jette spiller også billard. Så det er selvfølgelig også for kvinder.

Vi andre kommer og drikker en kop kaffe og snakker sammen, de timer vi er her, hygger os og fortæller lidt om det forskellige vi foretager os. Vi får altså lidt at vide om hinanden og det er hyggeligt.

 

Et par glade unge mennesker kommer ind. Vi hilser alle og så forsætter Marianne Andresen med at fortælle, Her kommer mange forskellige mennesker. Det er lige fra 11 år og vi har haft en på otteogfirs år. Så det er en meget blandet forsamling. Det er både unge og ældre og helt gamle.

Man kommer her for samværet og at hygge sig, får en tår kaffe, en øl eller en sodavand. Og så flyver historierne igennem luften.

Dagen eller aftenen forgår ved, at jeg kommer og laver en tår kaffe og vi sidder og snakker. Mændene sidder ind ved billardet og snakker. Nogle gange kan vi høre det går festligt til derinde, så går vi da også derind og følger lidt med der.

Det er rent og skær hygge, fortæller Marianne Andresen engageret.

 

Socialt Samvær handler om, at komme tættere på hinanden

Marianne Andresen forklarer, Socialt Samvær startede fordi jeg syntes, der manglede lidt omkring samvær med naboerne. Jeg syntes, det kunne være hyggeligt, at vi kommer tættere på hinanden.

Man kender måske sin opgang og nogle naboer, men jeg syntes det kunne være rigtigt rart at høre om andre mennesker, som bor lidt længere væk fra der, hvor man selv bor. Og så var det også lidt på baggrund af, at man om tirsdagen havde ren og skær billardklub her i lokalerne.

Jeg mente, at der godt kunne være plads til nogle andre mennesker en dag i løbet af ugen. Mennesker som måske bare har lyst til at sidde og snakke med hinanden. Og det viste der sig jo også at være behov for.

Jeg talte først med Jørnanker (medlem af afdelingsbestyrelsen, J.R.) om det. Så ringede jeg på hos nogle af naboerne og spurgte om de havde lyst til at komme ned og hygge lidt hver onsdag. Det var der flere af de ældre der gerne ville.  Vi startede altså for et par år siden.

Det er min opgave, fortæller Marianne Andresen, er at få samlet nogle folk og sørge for, at vi kan lave noget kaffe og der bliver indkøbt lidt kage. Det betaler vi alle sammen ti kroner til om måneden.

Overskuddet bruger vi så til at holde en lille frokost for. Det kan for eksempel den påskefrokost som vi holdte hernede. Den varede fra klokken 14.00 til klokken 20.00. Vi fik en øl og en snaps og så var der et par af de unge mænd der havde lavet al maden til os.

 

Frivilligt arbejde handler om at lave noget sammen

På spørgsmålet, hvorfor hun laver frivilligt arbejde, svarer Marianne Andresen, Jamen, jeg syntes det er hyggeligt og jeg kan godt lide, at være sammen med en masse mennesker. Så derfor er det rart, at kunne samle en hel masse. Det er rart, at lære nogle andre at kende.

Marianne Andresen fortæller, De så rart, hvis der også komme nogle fra den anden ende af Friheden. Hun opfordrer til, at beboere komme ned og kigger i Socialt Samvær. 

 

Har du lyst til at være med i Socialt Samvær

Marianne Andresen fortæller, Alle kan deltage i Socialt Samvær, man skal bare bo i Boligselskabet Friheden og man kan også godt have en gæst med. Det betyder, at man også åbner øjnene for nogle andre og man der igennem kan få nogle nye ideer.

Man ringe til mig og får at vide, hvornår der er åbent. Der kan være døde perioder, hvor der ikke kommer så mange. På andre tidspunkter kommer der rigtigt mange. Vi har åbent om onsdagen fra kl. 18.00 og sidste mand lukker.

Er man interesseret så kan man ringe til Marianne Andresen på telefonnummer: 3649 9045 eller bare kigge ind i kælderen i Hvidovrevej nummer 508 onsdag aften. 

Hej piger, er I med på en Skoma´r Pot

 

I Boligselskabets billardlokale Dybet spilles der damebillard.

Hanne Kossmann står for kvindebillarden i Friheden, og Gurli Schultz, den 85 årige billardentusiast, fortæller i denne artikel, hvordan der er at dyrke damebillard i Friheden.

Og til dig der tænker, ”Det kan jeg sgu da ikke finde ud af.” Bare kridt skoene og kom af sted. Det er værd at prøve. Læs selv!

 

John Rasmussen, beboerrådgiver

Billardamerne fra Dybet Christel Lorentzen, Gurli Schultz og Hanne Kossmann

 

Jeg tager højhusets elevator ned i kælderen. Går hen ad kældergangen til døren ind til billardlokalet, Dybet.

Jeg har tit tænkt, at jeg på et tidspunkt vil besøge Frihedens billardklub, når jeg, om onsdagen, går igennem kælderen og hører de meget interessante lyde, der inde bag døren til Dybet. Det er den herlige lyd, der når køens blå spids så rammer billardkuglen siger et stille ”klåg”. Så den fine lyd af kegler der falder på stribe, ”kling, kling, kling” og ofte en masse herlige kvindegrin. Det vidner om, at her spilles der billard, men at det også skal være sjovt.

 

I Dybet

 I billardlokalet møder jeg Hanne Kossmann. Hun og Christel Lorentzen, en af billardentusiasterne, går rundt og gør klar ved det store grønne billardbord. Overtrækket skal af og keglerne på de dertil indrettede hvide pletter, på bordets midte, sættes op. For snart kommer det første hold damer, som skal i gang med at spille billard i det flot indrettede kælderlokale. Her er også Gurli Schultz på 85 år. Hun, Hanne og jeg sætter os ved et af bordene som er sat op, så billardspillerne kan sidde og hygge sig og se på de andres indsats ved det grønne klæde.

Hanne Kossmann fortæller, at hun har boet i Friheden siden 1963 og altid har boet i Hvidovre. Det vil faktisk sige, at der ikke har boet andre i Hannes og mandens lejlighed end dem.

Udover billarden underviser Hanne også tre motionshold i Friheden. Det gør hun, som hun siger, -Fordi jeg skulle have et eller andet og tage mig til da jeg stoppede med at arbejde, da jeg var 65 år.

Så blev jeg spurgt om jeg ikke ville undervise et af motionsholdene som instruktør.

Og så kom jeg og min søster, som også bor i Friheden, på kursus som gymnastikinstruktører.

 

Hanne Kossmann fortæller, at hendes opgave er at lukke billardklubben op og sørge for at det kører, -Jeg handler ind, vin og kaffe og står for pengekassen. Deltagerne betaler ti kroner for et glas vin eller øl og ti kroner for kaffe.

Kage skiftes vi til at have med. Nogle bager, andre køber kage.

Så der kommer faktisk tyve kroner ind for hver af os, hver uge. Dem samler vi sammen og så holder vi en sommerfest, hvor vi er ude i byen.

Men vores julefrokost holder vi hernede og spiller turnering om at komme på billardklubbens pokal.

Hanne rejser sig og henter klubbens kvindepokal. Hun kommer tilbage til bordet og sætter pokalen, hvorpå står de forskellige vindere af juleturneringerne igennem årene og fortæller, -Billard startede mændene op i 2005 og vi startede i julen 2006.

 

Sådan spiller vi

Så fortæller Hanne at, - Vi startede billard for damer fordi mange af vores mænd spiller billard. Vi ville gerne prøve det, se om det var noget og om vi kunne samle nogle kvinder.

Der var interesserede kvinder fra starten. Der er nogle der spiller fra klokken tolv til klokken fjorten.

Så laver jeg kaffe til klokken fjorten og så starter et nyt hold, der spiller fra klokken fjorten til klokken sytten. Begge hold drikker så kaffe sammen, inden dem fra det første hold går hjem.

 

Gurli Schultz på 85 år er klubbens ældste, som også sidder ved bordet, fortæller, - Jeg kommer fordi mit banebarn Daniel (Daniel Agger, J.R.) flyttede til England og købte sig et billard. Og så var jeg helt vild for at komme til at prøve.

Men jeg turde jo ikke gå herned og spørge om jeg måtte være med, men så en dag gjorde jeg det alligevel. Og nu kan jeg ikke undvære det. Man lære så meget, også om, hvordan man skal holde på den pind, som jeg kalder den.

 

Nu begynder ballerne eller kuglerne, som nogle kalder dem, at rulle på det meget velholdte grønne klæde. Et par damer er gået i gang med at spille.

 

Gurli fortæller uforstyrret, -Jeg holder ikke op før jeg ikke kan mere.

 

Hanne siger muntert, -Så kommer vi bare og henter dig.

 

Hanne fortæller at, -spillet foregår ved, at man får de point man laver. Der er ikke noget med minuspoint. Det er mere retfærdigt på denne måde. For så tør man prøve lidt mere, hvis man ved at man ikke får skæve.

Hvis man først får tolv skæve, er det svært at rette op på.

Spillet hedder Skoma´r Pot, men altså uden minuspoint. Man får det man får og får man intet, så er det bare ærgerligt.

Man må så heller ikke lave dårligt oplæg med vilje.

 

Gurli indskyder, -Ihhh man lære meget af at spille her. Ja, jeg er begyndt at tænde fjernsynet der hjemme når der er billard. Jeg skal jo lige se, hvordan de gør.

 

-Ja, man lære jo også af, at stå og se på de andre, tilføjer Hanne, –Nogle gange siger vi også, hvad vi har tænkt os at lave. Men så bagefter kan man så godt se, at der ikke lige skete det man havde regnet med.

 

En af kvinderne som er i gang med at spille siger, -Nogle tror at billard er forbundet med druk, men det går det bestemt ikke ud på her.

 

Vil du være med

Hanne fortælle, -Hvis man vil være med kan man jo ringe til hende på telefon: 36499578 eller 30749578. Eller man kan komme herned i åbningstiden. Det står blandt andet på skærmen, hvornår det er. Der er tolv kvinder der spiller billard i Friheden. Og der er plads til flere på holdet der spiller om onsdagen fra klokken tolv til fjorten.

Der har været nogle og prøve, som har givet op, fordi vi andre er lidt mere øvet. MEN vi andre kunne jo heller ikke da vi startede.

Det er sådan en balance mellem, at nogle er øvede og de der ikke har prøvet det før.

Alle skal jo have noget ud af det, slutter Hanne af, mens damerne ved billardbordet blander billardspil og hyggelig passiar.

 

 

Frihedens Cykelværksted, hvor mennesker også bliver glade

 

Susanne Schnipper og Bent Bartels fortæller her om cykelværkstedet, som de to driver i deres fritid. Cykelværkstedet, der er lidt mere end et almindeligt cykelværksted, gjorde de sig tanker om i flere år og så, lige pludselig kunne det lade sig gøre.

Det er der mange beboere der har glæde af i Friheden.

Her kan du også læse om, hvorledes du kan bruge cykelværkstedet.

 

John Rasmussen, beboerrådgiver

 

                                                                                     

Bent og Susanne i cykelværkstedet

 

Der plads til forskelligheder i Friheden

Jeg møder Susanne Schnipper ved kældernedgangen. Hun kommer trækkende med sin cykel, hvorpå hendes to børnebørn sidder.

Vi siger hej og følges ned i de hyggelige lyse kælderlokaler, hvor også Bryggerklubben har til huse. I et af lokalerne, hvor cykelværkstedet befinder sig, tager Bent Bartels smilende imod os.

Vi sætter os ved et bord, Susanne, børnebørnene, Bent og undertegnet.

 

Susanne fortæller: Jeg har boet her i snart tredive år. Jeg flyttende hertil fra Greve. Som ung boede jeg på Søvangsvej og gik på Avedøre skole.

 

Jeg har vel også boet her omkring tredive år, fortæller Bent, Jeg kom fra Sorø, mellem Ringsted og Slagelse. Jeg er født og opvokset på en bondegård. Det er fordi jeg fandt min kone herinde.., så derfor er jeg havnet i København.

 

Man kan godt høre, at de to har forskellige rødder, Susanne taler københavnsk og Bent har ikke lagt sit sjællandske på hylden, heller ikke efter i mange år, at have boet i lige op ad København.

Jo, Friheden favner bredt, også hvad angår geografisk baggrund og dialekter.  

Fælles for Susanne og Bent er, at de er nogle meget positive, åbne og imødekommende mennesker.

 

Hvad foregår i cykelværkstedet

I cykelværkstedet hjælper vi folk med deres cykel, men de skal altså også selv hjælpe lidt til, fortæller Bent.

 

Susanne fortsætter, Vi vil gerne at folk kommer ned og ser, hvad vi laver og bruger vores værktøj til reparation af deres cykel. Vi er måske i stand til at hjælpe dem. Vi er jo ikke eksperter, men vi kan lidt af hvert.

Bent og jeg hjælper med det vi er bedst til. Jeg er for eksempel ikke så god til at lave gear.

 

Bent smiler og siger: Ingen af os er særlig gode til udvendige gear, men vi kan godt finde ud af at lave cykler med tre indvendige gear. Vi lærer sandelig også nyt hen ad vejen. For vi kan vi jo også nogle gange lære noget af de beboere som kommer her.

 

Ja, siger Susanne, vi er efterhånden ret gode til at montere de ny cykellygter med magneter. Bent sætter lygten på hjulet og jeg tilpasser magneten.

 

Bent nikker.

 

Susanne fortæller, at en almindelig dag i cykelværkstedet foregår ved, at Bent som regel lukker værkstedet op klokken attentredive om onsdagen i ulige uge. Jeg kommer klokken kvart over syv, når jeg er færdig med gymnastik.

Der er som regel altid nogle beboere her.

 

Ja, siger Bent, der komme nogen regelmæssigt.

 

Nu er det ved at være forår, fortæller Susanne, og så skal folks cykel lige tjekkes af.

Så kommer der nogle med nogle ”lig” uden lige. Susanne smiler. Vi fortæller dem, at de skal huske at passe på deres cykel, så som at smøre kæden og sætte cyklen ned i kælderen om natten.

 

Ja, siger Bent, nogle kommer med en cykle, hvor det næsten er rust det hele. For de står jo ude i alt slags vejr.

Brugerne af cykelværkstedet skal selv medbringe reservedele, for dem har vi ikke.                  De kan eventuelt komme den ene onsdag med cyklen, hvor vi ser på, hvad der skal bruges af reservedele og så kan vi aftale hvornår det kan monteres

 

Der kommer mange forskellige folk her, oftest voksne, som er glade for lidt hjælp, siger Susanne.

Der kom en dag to drenge med en flad cykel. Vi fik den lappet og de var i højt humør da de gik herfra.

 

Ja, fortsætter Bent, måske lærte de noget af os. De så i hvert tilfælde, hvorledes vi gjorde.

De griner begge, som tegn på, at det var en god oplevelse.

 

Det er dejligt at hjælpe folk og så snakker vi jo også med dem

Jeg spørger Susanne og Bent om, hvorledes de fandt på, at lave et cykelværksted og

Susanne fortæller, Vi har talt om at lave et cykelværksted i de sidste ti, femten år. Og lige pludselig fik vi lov at få lokalerne. Ja, og så gik vi bare i gang.

 

At det blev et cykelværksted, fortæller Bent, skyldes at der er så mange der cykler herude og så er det for, at vi kan hjælpe beboerne med deres cykel-problemer. Vi er jo ikke cykelsmede, men vi kan som sagt give råd og vejledning.

 

Når man spørger Susanne og Bent om, hvorfor de laver frivilligt arbejde, så siger de, næsten i munden på hinanden, Det er dejligt at hjælpe folk og så snakker man jo også med dem.

 

Susanne kommer med en opfordring til beboerne om, at kigge ned i cykelværkstedet. KOM NED OG KIG! Hvis man vil i kontakt med cykelværkstedet, så skal man enten komme herover i Hvidovrevej 512 i kælderen. Døren står åben mellem klokken attentredive (18.30) og tyve (20) hver onsdag. Så kan beboerne jo bare komme, siger Susanne

Hvis der slet ikke har været nogle med cykelproblemer fra klokken 18,30 til 19,30 lukker vi og går hjem.

Hvis du ikke kan lappe din cykel og BARE skal af sted, så prøv at ringe på telefon: 29444492. Måske har vi tid til akut cykel-hjælp, slutter Susanne af. 

 

 

Natteravnene i Hvidovre Syd har mange gode oplevelser

                                                                                                                                 

Rikke Støckel er formand for Natteravnene Hvidovre Syd. Her fortæller hun om, at være Natteravn, en opgave, hvor kontakten med mange unge mennesker og positive oplevelser fylder det meste.

Skulle du gå rundt med en lysten til at blive Natteravn, som Rikke også gjorde en gang, så læs med her, hvad Natteravne er for nogle, hvad de laver og hvordan du kan deltage.

John Rasmussen, beboerrådgiver

Rikke Støckel er vokset op i Hvidovre og flyttede ind i Boligselskabet Friheden i 1996. Hun har tydeligvis nemt til smilet og der er et frisk glimt i øjet mens hun fortæller, -Selv var jeg længe interesseret i at være Natteravn. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Så blev der for nogle år siden indkaldt til et møde i Friheden om, at starte en Natteravneforening. Jeg gik med til mødet.

Med til historien hører også, at mine unger nu selv var i den alder, hvor de også skulle ud og feste.

I dag er Rikke formand for Natteravnene i Hvidovre Syd. Det betyder, at hun er den der har ansvaret og overblikket i forhold til post og mails, som hun fordeler til de andre medlemmer, -I Natteravne i Hvidovre Syd, har vi valgt, at vi er fælles om arbejdet og det foregår uden ”løftede pegefingre”. Og jeg er her jo hovedsageligt for at komme ud og gå.

Natteravne er frivilligt arbejde og handler om at gå ud på gaden og møde de unge mennesker og tage kontakt. Måske komme de hen til dig og har interesse i at snakke.

Det handler om, at være åben og positiv over for de unge. Og de unge vil os jo!

Kort sagt, er det at være Natteravn er, at turde gå ud og møde andre folk.

 

Kondom eller bolsje

Rikke fortæller, -Vi har gule jakker på, går sammen tre personer og skal være synlige.

Vi har kondomer og bolsjer med i lommerne til de unge.

Måske kommer de unge hen og spørger om vi har kondomer, selvom de har nogle selv. Det er en sjov måde at få kontakt på.

Men det kan også blive et problem, man skal passe på ikke, at overskride deres grænser. Nogle unge syntes det er lidt flovt, men de kan så få et bolsje i stedet.

Man skal kunne kigge folk an, om de syntes det er pinligt dét med et kondom.

Vores opgave er at tage kontakt til de unge og snakker med dem. Det er det vi kan, det vi har bemyndigelse til.

Det handler om synlighed. Er der nogle der har brug for hjælp og ser de vores gule jakker, som de jo kender, så kommer de lige hen og får en snak.

Vi har ikke nogen pligt til at forhindre noget. Er der for eksempel et slagsmål, så skal vi egentlig holde os væk.

Det syntes jeg egentlig er lidt i strid med vores borgepligt, hvor man går ind og hjælper, hvis der er ballade. Jeg syntes ikke vi skal være voksne, der bare sidder og kigger på. Så er vi jo ikke et hak bedre end mange andre.

Hos os gør vi det på vores måde. Det har vi også diskuteret indbyrdes i foreningen.

Vi går for eksempel hen og kontakter de unge mennesker når de opfører sig dårligt.

Vi går rundt i Boligselskabet Friheden og over i Frihedens Idrætscenter, i Halvleg, Frihedens Station og på tanken. Når vi er sådan nogle steder, så er det ikke os der henvender os til de unge, men sidder ved et bord for os selv. Så kan det være, at de unge der henvender sig til os.

Hvorimod, når vi er ude i offentligt rum, så henvender vi os til de unge.

 

Der er regler for Natteravnene

Der er også nogle regler for gåturene. Her fortæller Rikke, -at man skal mindst være tre der går sammen. Er der en der bliver utryg, så skal hun eller han hive en af de andre i ærmet. Det betyder, ”Jeg bryder mig ikke om det her. Jeg vil gå væk!” Det er nogle regler som også er gode fordi, vi har jo ikke nogen beføjelser til noget som helst.

Vi har en enkelt gang været ud for en situation, hvor en blev ubehagelig til mode, og der diskuterede vi bagefter, at vi altså skal huske, at lytte til hinanden, hvis der er en der bliver utryg. Vi diskuterer os frem til, hvad er vi trygge ved og hvordan vi skal gøre i vores Natteravneforening.

Det kan så også betyde, at vi må vælge nogle områder fra. Vi kan ikke brede os over for meget.

Jeg syntes faktisk altid det er sjovt at gå og vi har efterhånden lært at begrænse vores område i forhold til det antal Natteravne vi er.

Vi er også blevet gode til at være de steder, hvor der er mennesker. Altså, hvorfor skal vi gå op ad Hvidovrevej, hvis den er tom, når der er flere unge mennesker ved Stadion.

Jeg syntes, vi har haft nogle rigtig gode ture, som vi også skriver om i vores Natteravnedagbog.

 

Mange gode oplevelser

-Vi har haft nogle af de sjoveste ture, hvor vi var på Friheden Station, fortæller Rikke,

- Her havde vi nogle nissehuer med, som vi delte ud. Det var jo nærmest en fest.

De unge bliver så glade, når vi står der i vores nissehuer.

Jeg syntes sgu det er sjovt! Det en rigtig god attitude overfor de unge og vi får god respons.

Rikke leer mens hun fortæller om oplevelserne Natteravnene har haft på deres ture i Hvidovre og fortsætter, -Hvis man skal gå Natteravn, så skal man ”gide andre”, hvis man er sur man skal lade være. Man skal gide møde de unge mennesker og have ”en finger på pulsen” i forhold til, hvad der rører sig blandt de unge.

Vær positiv, for der er så mange unge der mødes af voksne, der fortæller dem, hvad de skal og ikke skal. Men vi går hen til de unge og siger, ”Hvad så, hvad er det så I vil!”. Og det er de unge glade for. Og så siger de ofte, ”Ihhh, tak for hjælpen og hvor er det bare godt I er her.” Det er det man oplever derude, for de unge syntes jo egentligt, at det er rart vi er der.

 

Har du lyst til at være med

Rikke slutter af med at fortælle at, -Det handler egentlig mest om at gide og man skal ikke være nogen helt. Det er ikke det der brug for. Måske nærmere antihelt.

Vi prøver så vidt muligt, at gå en til to ture om måneden, men det er frivilligt og vi er ikke så mange. Vi er tolv mennesker som går på skift og alle kan være med, uanset, hvor de bor.

Vi mødes hver måned, om tirsdagen. Her får vi kaffe og kage og taler om der er noget nyt fra Natteravne Sekretariatet, hvornår vi går og hvem der går i den kommende periode.

 

Er du interesseret i at vide mere, kan du enten ringe til Rikke Støckel på telefon: 31183900 elle møde op i Natteravnene Hvidovre Syd, første tirsdag i måneden kl. 18.30, Hvidovrevej 512, nedgang i gavlen til kælderen. Her ringer du på døren.